Hver fjerde gymnasieelev skader sig selv

Hver fjerde gymnasieelev skader sig selv

Unge gymnasie- og erhvervsskoleelever er under pres. Nye tal viser, at knap hver fjerde elev har gjort skade på sig selv. På Viborg Gymnasium overrasker det hverken elevcoachen eller eleverne.

En rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at knap hver fjerde elev en i gymnasie- og erhvervsskoleklasse, gør skade på sig selv. De unge skærer, slår og brænder sig selv på grund af de øgede pres eleverne lider under.

På Viborg Gymnasium og HF støder elevcoach Diana Gomaa ofte på elevernes selvskadende adfærd.

- Der er rigtig mange unge, som ikke trives, og som er udfordret i deres hverdag, så tallene kommer egentlig ikke bag på mig, siger Diana Gomaa til TV Midtvest.

At hver fjerde elev mistrives i en sådan grad, at selvskade bliver udvejen, kommer heller ikke bag på eleverne i 3.d.

- Man hører om mange, der dropper ud og jeg kender selv nogle, der har fået en depression af det. Det er meget hårdt at gå i gymnasiet, og der er mange ting, vi skal tage stilling til, siger elev i 3. d. Sofie Pedersen.

En undersøgelse blandt gymnasieelever sidste år viste, at over halvdelen dagligt eller ofte føler sig pressede i hverdagen. Elevcoach Diana Gomaa er dagligt i kontakt med elever, der oplever modgang i livet både indenfor og udenfor skolens mure.

Hun blev ansat for to år siden til at tage hånd om 16 elever med forskellige diagnoser. Alene det første år hjalp hun mere end 100 elever.

- Vi oplever i stigende grad, at der er et voksende behov for støtte. Og jeg er ikke sikker på, at vi har set toppen af det endnu, siger Diana Gomaa.

04:44 Luk video