Hver femte lærer får ikke nok respekt

Vi har spurgt lærere i Midt- og Vestjylland, om de får nok respekt fra deres elever, og tæt på hver femte oplever ikke, at de får nok respekt.

04:27

Hver tredje lærer mener, at respekten for folkeskolelærerne er faldet i løbet af de seneste 10 år.

Knapt hver femte lærer føler ikke, at de får den fornødne respekt fra deres elever i deres dagligdag. Det viser en undersøgelse, TV MIDTVEST har lavet blandt regionens lærere. 

Blandt 1096 lærere, der gav svar, svarede 18,9% af lærerne, at de ikke fik den fornødne respekt fra deres elever. Og 33,2% af de samlede respondenter svarer, at de i dag får mindre respekt end for 10 år siden. Derudover peger halvdelen af lærerne på, at hvis de ikke får den fornødne respekt fra børnene, har problemet rod derhjemme. 

Mette With Hagensen, der er formand for Skole & Forældre, mener, at det er et fælles ansvar mellem forældrene og lærerne. 

- Vi kan opdrage vores børn til at vise respekt for de mennesker, de møder på deres vej. Men respekten kommer også med den måde, som de arbejder med børnene ovre på skolen. Skolen har dermed selv en opgave om at få skabt en respekt omkring lærerne. Vi har ikke ansvaret alene som forældre, siger Mette With Hagensen. 

Torben Voss, der er formand for Vestjysk Lærerforening, giver Mette With Hagensen ret i, at det er et fælles ansvar, men siger samtidig, at det påvirker kvaliteten af undervisningen, hvis ikke lærerne får den fornødne respekt. 

- Der skal ikke ret mange børn til, som ikke har den fornødne respekt for læreren, før det går ud over alle de andre i klassen, siger Torben Voss. 

De var begge enige om, at problemet med den manglende respekt kun bliver løst, hvis lærere, forældre og skolebestyrelser arbejder sammen.