Hver 20. får infektion på sygehuset

Lidt over fem procent af de indlagte på sygehusene i Hospitalsenhed Vest får en infektion under indlæggelsen.

Patienter paa gang150713_0.jpg

Du kan blive mere syg af at komme på sygehuset. Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer får hver 20. patient nemlig en infektion i forbindelse med en indlæggelse på et at sygehusene på Hospitalsenhed Vest.

- Selvfølgelig kommer man ikke på sygehuset for at blive syg, og vi gør derfor alt, hvad vi kan for at undgå infektioner. Men helt at undgå dem, kan man næppe, siger sygeplejefaglig direktør Ida Götke til Dagbladet Holstebro-Struer.

Faktisk er de fem procent inficerede et lavere tal end det mål på otte procent, som er beskrevet i hospitalets egen kvalitetsovervågning.

- Der er stor forskel på, hvordan infektionerne opstår, og derfor er det mange forskellige løsninger, der skal tages i brug. Det er ikke det samme, der skal sættes ind med i forhold til urinvejsinfektioner og så lungebetændelse, der smitter via luften, siger Ida Götke.

Infektionsregistreringen bliver lavet to gange om året i samarbejde mellem Infektionshygiejnisk Enhed og Mikrobiologisk Afdeling.