Hvem har tabt en haj i Lemvig?

Sildehajen fra Thyborøn blev af uransaglige årsager fundet på en grusvej ved Lemvig i morges, men nu er den igen tilbage, hvor den skal være.

Foto: Henrietta Radich

Den døde sildehaj, der henover påsken har trukket flere hundrede nysgerrige til stranden ved Thyborøn, var i dag ude på endnu en sidste rejse. Henrietta Radichs spærrede øjnene op, da hun var vej til skole i Holstebro. 

- Vi kommer kørende fra Thyborøn og skal dreje af mod Holstebro ved Lemvig, da jeg får øje på noget på en grusvej op mod en gård. Det lignede meget hajen fra Thyborøn, men det kunne ikke passe, tænkte jeg. Men vi vendte om. Og ganske rigtigt - det var hajen fra Thyborøn, siger Henrietta Radich, som efterfølgende delte sit fund på Facebook. 

Michael Madsen, indehaver af Jyllandsakvariet, blev efterfølgende ringet op af de bekymrede indehavere af grunden, hvor hajen blev smidt. Han undrer sig over, hvordan hajen kunne ende i Lemvig. 

- Vi ved ikke, hvem der har taget hajen fra stranden og efterfølgende smidt den i en indkørsel ved Lemvig. Det minder om drengestreger, siger Michael Madsen. 

Han glæder sig dog over, at Jyllandsakvariet nu bliver sidste destination for den berejste haj. 

- Nu ligger den på is ude i akvariets gårdhave, og der bliver den liggende. I morgen vil en af vores hajeksperter dissekere hajen. Den er heldigvis særdeles robust, så det er ikke til at se, at den har været ude på en lille smuttur til Lemvig.