Huspriserne stiger alle steder undtagen Vestjylland

Som den eneste landsdel falder huspriserne i Vestjylland. Det skyldes mangel på storbyer, siger boligøkonom.

Vesterhavshotel.jpg

I 2016 har en gennemsnitlig husejer kunne tælle sine kvadratmeter og lægge 456 kroner per stykke til sin formue, fordi husets værdi er steget.
    
På samme måde har ejere af ejerlejligheder i gennemsnit kunne lægge 1831 kroner til formuen for hver kvadratmeter.
    
Det viser en opgørelse fra Finans Danmark, der er brancheforening for bankerne og realkreditinstitutterne.
    
Den gennemsnitlige boligejer har haft et godt år. Men husejerne i Vestjylland kan have svært ved at dele begejstringen. Som den eneste landsdel er den gennemsnitlige vestjyske huspris faldet.
    
Ifølge Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea, kan en stor del af den modsatrettede udvikling føres tilbage til en årsag.
    
- Der mangler store byer. Det er den primære forklaringer. Priserne stiger mest i og omkring de store byer. Kigger man på de landsdele, der ikke har de store byer, ligger de senere i konjunkturcyklusen, siger hun.
    
- Der er beskæftigelse først og fremmest. De sidste 4,5 år er beskæftigelsen steget med 130.000 personer, og det er ikke i landets yderområder, at folk har fået job.
    
Når folk flytter til områder, fordi de har fået et job nær ved, skaber det efterspørgsel efter boliger, og den øgede konkurrence om boligerne løfter priserne.
    
Faldet i huspriserne i Vestjylland kan ifølge Finans Danmark ses i de regionale opgørelser. Hvor huspriserne er steget i de fire andre regioner, må Region Midtjylland registrere et fald på 0,1 procent.
    
- Det skyldes et prisfald i Vestjylland, der er eneste landsdel, hvor huspriserne er lavere end for et år siden, skriver Finans Danmark.
    
Læser man ned i tallene, kan man også spotte en anden regional udvikling, siger Finans Danmarks direktør Ane Arnth Jensen.
    
- Huspriserne er steget mere i omegnskommunerne til København end tættere på centrum. Sådan har det ikke været i tidligere år, siger hun.
    
Opgørelsen viser også, at handelstiden på huse er faldet med 12 måneder sammenlignet med 2015. Det tog i 2016 i gennemsnit 6,5 måned at sælge et hus.
    
/ritzau/