09:11

Video: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Husker du Steffen fra "I lære som præst"? Sådan går det nu

Seerne elskede den unge præste-elev, der havde let til smil. Nu er han i arbejde og knokler med at forberede den helt rigtige julegudstjeneste.

Kendetegnet ved farvestrålende skjorter og let til latter blev Steffen Bang Kristensen fra Ikast lidt af en seerfavorit i programserien "I lære som præst". Her fulgte kameraerne en række elever på pastoralseminariet, hvor de uddannes til at arbejde som præst.

Da han i første omgang stod som færdiguddannet præst og søgte job, fik han afslag på afslag. Begrundelsen var, at han var for ung. Han tog derfor arbejde på Ikast Betonvarefabrik for at slippe for bøvlet med dagpenge, som han formulerer det. 

Men til sidst var der hul igennem. I juni 2017 kunne han iføre sig præstekjolen for første gang. Først blev han ordineret i Budolfi Kirke i Aalborg, og siden blev han indsat i Øsløs Kirke i Hannæs.

Her fik han et vikariat som præst i Øsløs, Vesløs og Arup sogne. I første omgang til oktober.

I august måned kunne seerne følge ham ved hans indsættelsesgudstjeneste: 

09:06

Mange husker nok præsteleven med de farvestrålende skjorter. Her er opfølgningsprogrammet fra august, hvor Steffen Bang Kristensen fået job som præst. 

Luk video

Og hvad går Steffen så og laver nu? Han passer såmænd med stor glæde tre kirker, fordi vikariatet er forlænget til slutningen af april. 

– Det er fedt. Det er det rigtige for mig at være præst, siger Steffen. 

Og der kommer mange i kirkerne, fortæller han. Faktisk har han ikke oplevet at skulle aflyse en gudstjeneste, fordi der ikke kommer nogen. 

 – Det er dejligt, siger han. 

Forude venter julegudstjeneste i tre kirker. 

- Jeg har skrevet dem til første og anden juledag, men ikke den til juleaftensdag endnu. Jeg ved ikke, hvad den skal handle om, men den bliver nok inspireret af en af TV-julekalenderne. Hvis ikke jeg får set dem, kan jeg jo altid få lidt hjælp af mine konfirmander, siger Steffen. 

Se alle afsnit af I lære som præst her.

Læs også Steffen har skiftet hawaiiskjorten ud med præstekjole og pibekrave