Huse truet af oversvømmelse på Mors

Huse truet af oversvømmelse på Mors

Det lokale beredskab og Beredskabsstyrelsen Nordjylland pumper 20.000 liter vand i minuttet på Nordmors.

Beredskabet i Morsø Kommune kæmper lige nu for at redde to sommerhuse på det nordlige Mors fra at blive oversvømmet.

- Vi begyndte med at pumpe ved middagstid og forventer at have pumperne kørende hele natten, siger indsatsleder Oluf Jakobsen fra Morsø Kommune til tvmidtvest.dk.

Efter stormen Egons hærgen var en del af Mors ramt af oversvømmelse fra Limfjorden. Det er dog ikke fjordvand, der er problemet denne gang.

- Vandstanden i fjorden er faldet. I stedet kæmper vi mod en masse vand, som kommer inde fra markerne og drænsystemet. Vi flytter omkring 20.000 liter vand i minuttet om på den anden side af diget, og det er lykkedes at få vandstanden sænket, siger Oluf Jakobsen.

Indsatslederen vurderer derfor ikke, at der er en overhængende fare for, at vandet når frem til de to sommerhuse.

- Vi tror, at vi kan styre det, siger Oluf Jakobsen.

Det lokale beredskab har fået hjælp fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland til at løse opgaven.

 

Indsatsleder Oluf Jakobsen fortæller her om indsatsen på Nordmors:

 

 

01:18 Luk video

 

Beredskabet arbejder her på Strandvænget på Nordmors: