Huse i yderområder er blevet mere værd i 2017

Husejere i yderområderne har fået en tidlig julegave. Her har der været prisstigninger flere steder i 2017.

Boligpriserne i Thisted og Vesthimmerland er steget.
Boligpriserne i Thisted og Vesthimmerland er steget.
Foto: Scanpix / Martin Ballund

Der er allerede blevet lagt en julegave under træet til husejere i yderområderne.
    
Det er nemlig kommuner i yderområderne, som i 2017 har oplevet den største stigning i huspriserne målt i procent. Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.
    
Kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk Birgit Daetz glæder sig over, at flere kommuner uden for de store byer også oplever, at husene øger værdien.
    
- Det er altid godt, hvis flere oplever prisstigninger, for så kan man være mere mobil. Generelt er det en god ting, at boligfesten ikke er forbeholdt nogle få, men at det er hele Danmark, som kan være med, siger hun.
    
I gennemsnit har husejere over hele landet øget værdien på deres huse med fire procent i 2017.
    
Men i 15 kommuner er huspriserne steget med over ti procent. Det gælder blandt andet Thisted.
    
Den største stigning er dog sket i Guldborgsund Kommune, hvor priserne er steget med 18,5 procent. Thisted og Kerteminde følger lige i hælene på Guldborgsund med prisstigninger på henholdsvis 18,4 og 18,3 procent.
    
Birgit Daetz pointerer dog, at selv små stigninger i huspriserne i kommuner fra yderområderne kan se store ud i statistikken. Priserne er nemlig i forvejen ikke høje.
    
- Der skal ikke mange kroner til, for at prisen stiger meget i Guldborgsund i forhold til Gentofte, siger hun.

Også sjællandske kommuner som Ringsted, Næstved og Rødovre har oplevet en stigning, der giver en plads i top 15 over stigninger i procent.
    
Og det er der er en klar årsag til, lyder det fra Birgit Daetz.
    
- Årsagen omkring Syd- og Vestsjælland er, at priserne i Storkøbenhavn er blevet så høje. Så tænker flere, at hvis man flytter til Ringsted og pendler til København, har man meget mere at bo i for de penge, som man bor for i København, siger hun.
    
Samlet set er det landsdele som det nordvestlige Jylland, Østjylland og Syd- og Vestsjælland, som har set de største stigninger i procent.
    
Statistikker fra Boligsiden.dk er baseret på indberetninger fra samtlige af ejendomsmæglernes boligsalg.
    
Boligsiden.dk ejes af ejendomsmæglere, ejendomsmæglerkæder og Dansk Ejendomsmæglerforening.
    
/ritzau/