Hurtig anholdelse efter bankrøveri

Ung mand anholdt med penge i rygsækken efter røveri i Herning.

250811Roeveri.jpg

Jyske Bank på Sølvgade i Herning blev torsdag eftermiddag udsat for et røveri - men der gik kun en halv times tid, før politiet kunne anholde den formodede gerningsmand.

Alarmen fra banken lød ved 17-tiden. En ung mand truede med en hånd i lommen personalet til at udlevere et ukendt beløb, og politiet sendte med det samme flere patruljer til området.

En af patruljerne fik øje på en ung mand, der kørte på en scooter. Manden havde ikke lyst til at tale med politiet, men efter en kort jagt lykkede det betjentene at få ham standset.

Og der viste sig at være en god grund til mandens manglende lyst til en snak med politiet. Han havde nemlig pengene fra røveriet i en rygsæk. Der var tale om en 25-årig mand fra Skive, som nu er anholdt og sigtet for røveri.