Hundehandlere jages på nettet

En række internet-sites har nu i fællesskab intensiveret jagten på hundehandlere, der ulovligt forsøger at sælge hundhvalpe på nettet.

De gratis annoncesites som Gul og Gratis, Den Blå Avis, Dyrenettet og seneste Gipote.dk har sammen med Dyrenes Beskyttelse intensiveret jagten på de hundehandlere, der forsøger at sælge ulovlige hundehvalpe på nettet, skriver Jydske Vestkysten.

De store annoncesites lukker kundernes annoncer, hvis der er mistanke om, at kunderne ikke er køkkenbordsopdrættere, men hundehandlere, der videreformidler ulovlige hunde. De seneste opgørelser viser, at de store annoncesites siden december har lukket 150 konti efter henvendelser fra Dyrenes Beskyttelse.

Jørgen Jensen, kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, tjekker dagligt annoncer på de gratis sites i jagten på de ulovlige hundehandlere.

- Vi kender de slemme drenge i branchen, så vi kigger en del efter postnummer. Finder vi noget, melder vi det til politiet, siger Jørgen Jensen til avisen.

Det koster typisk 200 kroner at købe en hvalp i Polen eller Ungarn fra de store hundefabrikker, og hundehandlerne sælger dem for 6000-8000 kroner. Netop den store avance tiltrækker brodne kar til branchen, vurderer Dyrenes Beskyttelse.