Hundeejer: Hunden kommer aldrig mere til Holstebro

Hunden, der bed en hest til blods, er ikke længere i Holstebro. Ejeren er klar til at aflive den.

CIMG1297_type1.JPG

TV/MIDT-VEST har af flere omgange været i kontakt med ejeren af den muskelhund, der voldsomt angreb en hest ved Sletten i Holstebro.

- Jeg er frygtelig, frygtelig ked af det, der er sket. Og jeg er stadig dybt rystet over, at min hund kunne reagere sådan. Den har aldrig gjort noget sådan før, siger ejeren.

Hund og ejer er fra Sjælland og var i kvarteret på besøg. Men der har den sat poterne for sidste gang, efter den har sendt en hest i intensiv behandling på  dyrehospital.

- Jeg kan garantere, at den aldrig mere kommer til Holstebro, siger ejeren, der ikke ønsker sit navn offentliggjort.

Og måske er dens dage talte. I samarbejde med politiet er der nu fundet en dyreadfærdsterapeut, som skal undersøge hunden, der er en Staffordshire Bull Terrier. Og ejeren er klar til at tage livet af den:

- Jeg vil lade fagpersoner afgøre min hunds fremtid. De er klogere end både dig og mig. Den bliver snarest muligt undersøgt af en dyreadfæresterapeut, og er der det mindste gran af tvivl om den er farlig eller kan gøre det igen, så bliver den aflivet, siger den sjællandske ejer.