Hund reddede familie fra brændende gård

En familie slap ud af en brændende gård i Bryrup takket være deres hund.

Brand i gård ved Bryrup
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Hunden var i sandhed menneskets bedste ven sent lørdag aften.

Omkring midnat begyndte en families hund at gø voldsomt i omkring 10 minutter på en trelænget gård på Vellingvej i Bryrup mellem Silkeborg og Nørre Snede.

Familien, et par midt i 40'erne, var gået i seng, men vågnede ved larmen. De stod op og ud gennem vinduerne i stuehuset kunne de se flammer i både den sydlige og vestlige længe. 

- Familien kom ud af huset og fik i sidste øjeblik reddet deres to heste ud af den ene af længerne. Ingen kom noget til ved branden. Så hunden skal nok lige have en ekstra godbid i dag, siger Anders Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Årsagen til branden skal undersøges nærmere i dag, men politiet har en formodning om, at en elinstallation kan være årsagen.

Brandvæsenet arbejdede på slukningsarbejdet hele natten, men de to længer udbrændte. Det lykkedes at holde branden fra stuehuset.