Hun har 130 kilometer på arbejde: Afstand er ikke vigtig

Indkøbschefen hos Actona kører ligesom mange andre danskere gerne langt for at komme på arbejde.

1:21
Dorthe Tolstrup bor i Skæring nord for Aarhus og arbejder i Tvis ved Holstebro. Se interview med hende her.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Danskerne bruger mere og mere tid på at køre til og fra arbejde.

En af dem, der pendler langt, er Dorthe Tolstrup, der er indkøbschef hos møbelvirksomheden Actona Company i Tvis ved Holstebro.

Hun bor i Skæring nord for Aarhus og har dermed 130 kilometer på arbejde. Og køreturen på en time og 5-10 minutter generer hende ikke det mindste.

- Da jeg sagde ja til jobbet, var det vigtigste for mig, at det var en fantastisk virksomhed og en super spændende opgave. Jeg har selvfølgelig forholdt mig til, om jeg ville køre 130 kilometer, men det andet var langt vigtigere. Actona lever fuldt ud op til mine forventninger, og derfor betyder afstand ikke så meget, siger hun.

I november sidste år åbnede det første stykke af motorvejen mellem Herning og Holstebro. Det betyder, at Dorthe Tolstrup nu kan køre næsten hele vejen til Tvis på motorvej, og det har skåret 10-15 minutter af køretiden.

- Det er fantastisk. Det at jeg stort set kan køre fra dør til dør på motorvej, betyder alt. På den måde bliver tiden kortere, og kilometerne mere underordnede.

En ny undersøgelse viser ifølge Politiken, at den gennemsnitlige pendler har 42,5 kilometer på arbejde. I 2008 var tallet 39 kilometer. Og Dorthe Tolstrup er ikke i tvivl om årsagen: Hvis man arbejder på en spændende virksomhed, er afstanden ikke så afgørende.

- Og så har det også noget at gøre med, at vi har fået et vejnet, hvor man kan bevæge sig relativt uhindret, siger hun.

2:20