’Hul’ i lovgivning redder ægtepar – kommune kompenserer 400.000 kroner for giftgrund

En dom i retten i Herning stod til at koste ægtepar 491.000 kroner. Nu træder Ringkøbing-Skjern Kommune til.

Ægteparret frygtede, at dommen fra retten i Herning skulle koste dem deres drømmehus.
Ægteparret frygtede, at dommen fra retten i Herning skulle koste dem deres drømmehus.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Et ni år gammelt hussalg kom i sidste uge til at fylde meget mere for Henriette Olesen og Eigil Kølbæk Olesen, end de nogensinde havde frygtet. Retten i Herning afsagde en dom, der betød, at ægteparret skulle betale 400.000 kroner til dem, de solgte huset til.

Hele misæren skyldes, at den grund, som huset ligger på, er forurenet med et kræftfremkaldende stof. Det vidste Henriette Olesen og Eigil Kølbæk Olesen bare ikke, dengang de solgte huset. Og de fandt faktisk først ud af det hele fem år efter salget.

Alligevel mener Retten i Herning altså, at ægteparret nu skal betale 400.000 kroner til køberne som et afslag i købsprisen.   

- Det er fuldstændig urimeligt, at det er os, der skal betale. Vi har ikke haft kendskab til det. Og det er ikke os, der har forurenet jorden, sagde Eigil Kølbæk Olesen i sidste uge til TV MIDTVEST.

3:03
Se indslag: Et ægtepar bliver nu reddet af Ringkøbing-Skjern Kommune. Parret slipper for at betale 400.000 kroner

Kommunen tager et moralsk ansvar

Men nu har sagen taget en drejning. Ringkøbing-Skjern Kommune, som blev frifundet for et retsligt ansvar, fordi sagen var forældet, har meldt sig på banen.

- Vi har ikke et juridisk ansvar, men vi føler, at vi har et moralsk ansvar, siger Hans Østergaard (V), der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Derfor vil kommunen nu betale de 400.000 kroner, som retten vurderer, at nedslaget i købsprisen svarer til. 

- Der er nogle familier, der kommer i klemme her helt uden skyld, og derfor synes vi, det er at vise ordentligheden, at vi tager vores del af ansvaret, siger han. 

Efter kommunens generøse tilbud står familien tilbage med en regning på 91.000 kroner for sagens omkostninger. 

Åbning i loven

Det er ikke i alle sager, at kommunen kan vælge at betale en stor regning, som det sker i denne sag.

- Det her betyder ikke, at vores kasse står åbent, og at vi som kommune kommer til at betale kompensation for det ene og det andet, siger Hans Østergaard.

- Der er en åbning i kommunalfuldmagten, som gør, at lige præcis i forureningssager kan vi godt udbetale kompensation, selvom vi ikke er forpligtede, fortsætter han.

Derfor frygter borgmesteren ikke, at der vil opstå mange sager som denne i fremtiden. 

Dog kommer der med god sandsynlighed tre mere. Henriette Olesen og Eigil Kølbæk Olesen er nemlig ikke de eneste, der har været i besiddelse af en forurenet grund. Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern er der nemlig tre andre grunde i området som også er forurenet af det kræftfremkaldende stof.

- Føler vi os moralsk forpligtet i den ene sag, gør vi det også i den anden, siger Hans Østergaard.

Han oplyser samtidig, at kommunens behandling af de andre grunde går i gang på tirsdag.