Hul i hovedet at fjerne gratis buskørsel

Socialdemokraten Mogens Jensen kalder det hul i hovedet, at unge formentlig snart selv skal til at betale for buskørsel til ungdomsuddannelserne i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Fredag fortalte TV/MIDT-VEST, at direktøren for Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern Anne-Marie Sannerum frygter, at flere unge vil opgive deres uddannelse, hvis et lovforslag om at beskære statens tilskud til bustransport bliver gennemført. Direktøren bliver i dag bakket op af den socialdemokratiske folketingspolitiker Mogens Jensen, der er valgt i Vestjyllands storkreds.

- Det er hul i hoved at gøre det sværere og dyrere for unge at tage en uddannelse, når vi som samfund har brug for uddannede unge. Tiderne, hvor man så bare fik et ufaglært arbejde i stedet for at gå i skole, er slut. Derfor skal det sikres, at unge har et attraktivt tilbud om kollektiv transport til og fra uddannelsesinstitutionerne i landsdelen, mener Mogens Jensen.

Ringkøbing-Skjern er landets geografisk største kommune, og i dag bruger 1.300 unge den gratis transport til og fra skole. I den kommende uge vil Mogens Jensen stille spørgsmål til statsministeren om sagen.