HTX-elev om SOSU-tilbud: Mega god mulighed

En HTX-elev fra Tarm siger ja tak til tilbuddet om arbejde som vikar efter sommerferien, når de fastansatte skal på efteruddannelse.

Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Ringkøbing-Skjern Kommune har et jobtilbud til sommerens studenter. For mere end 500 social- og sundhedsansatte skal efteruddannes. Derfor mangler kommunen 50 vikarer. Én af dem, der står klar, er Amalie Rosenkvist fra Tarm.

- Jeg synes, det er en mega god mulighed. Det er et meget givende arbejde. Man lærer vildt meget, siger HTX-eleven, der allerede arbejder som afløser i weekender og ferier.

Hun vil gerne læse medicin og synes, jobbet ser godt ud på CV'et.

Læs også Tilbud til kommende studenter: Bliv sosu-medarbejder

Win-win: De unge skal afløse og lokkes ind i sundhedssektoren

Kommunen ser en win-win-mulighed i at rekruttere de nyudklækkede studerende. De skal både afløse, men også gerne få øjnene op for sundhedssektoren som fremtidig arbejdsområde.

- De er jo godt frie, kan man sige. De er færdige med deres studenterhat, og så står de måske lige i et vadested et sabbatår eller to; hvad skal jeg med mit liv? Så håber vi også at lokke dem lidt ind i sundhedssektoren. De må blive social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter eller læger forklarer uddannelsesansvarlig Birthe Nyrup Dahl ved Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I løbet af de kommende forårsmåneder håber kommunen at afholde ansættelsessamtaler.

 

02:14

Over 500 social- og sundhedsmedarbejdere skal på efteruddannelse, og derfor mangler kommunen 50 vikarer efter sommerferien.

Luk video