Hovedsponsor forlænger med Silkeborg IF

Fodboldklubben Silkeborg skal også i de kommende to år have Mascot som hovedsponsor.

Spillerne fra Silkeborg IF skal fortsat have 'Mascot Workwear' stående på brystet.

Arbejdstøjsproducenten Mascot fortsætter som hovedsponsor for fodboldklubben Silkeborg, der spiller i Alka Superligaen.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Den nye samarbejdsaftale betyder, at Mascot er hovedsponsor for Silkeborg frem til sommeren 2019.

- Vi har haft et godt samarbejde med Mascot gennem en længere årrække, og vi er stolte over, at en af vores lokalområdes største virksomheder har valgt et langvarigt samarbejde med Silkeborg IF.

- En stærk lokalt forankret virksomhed, der støtter massivt, er ikke bare en forudsætning for topfodbold i byen.

- Det er også et godt signal til erhvervslivet i området, siger Silkeborgs administrerende direktør, Kent Madsen.

Silkeborg og Mascot indledte partnerskabet i 2011.

/Ritzau/