Hov! Pludselig havde Holstebro-familie en levende sæl i haven

​De ved ikke, hvorfor sælen har bevæget sig væk fra vandet.

Sød ser den ud, men familien har fået besked på ikke at gå for tæt på. Foto: Privatfoto

Hvad gør man, når der pludselig er en sæl i ens baghave?

Det problem stod en familie fra Holstebro pludselig med i går aftes. Selvom de har ret langt til fjorden.

Mette Søjborg og hendes familie bor nogle 100 meter fra Storå, og de var klar til at spise aftensmad, da et af børnene lige pludselig opdagede noget.

- Hun sagde, at der var et dyr, der hoppede rundt ude i haven, og jeg tænkte, at det nok bare var en fugl. Men det var så en sæl, fortæller Mette.

Indtil videre ser sælen ud til at have det ganske behageligt i familiens have. Foto: Privatfoto

Hvad gør vi?

Hendes første tanke var, hvem i alverden man ringer til, når man har en sæl på afveje, for den så ikke ud til at være på vej tilbage.

- Det er jo ikke normalt, at en sæl kommer helt herind. Jeg kunne forstå det, hvis vi boede lige op af et vandløb, men det gør vi jo ikke.

Familien endte med at ringe 1812, som er Dyretelefonen, drevet af Dyrenes Beskyttelse. De vejleder, når man står med et dyr, som måske er i nød.

De endte med at sende en mand ud, som dog ikke kunne fange sælen – som han mente var en stor unge - med det samme. I stedet fik den lov til at overnatte i haven. Her til morgen vil de forsøge at hjælpe den tilbage til vandet. Familien har fået besked på at holde afstand indtil der. 

Sælen bevæger sig rundt i haven. Foto: Privatfoto

Ses i åer

Selvom sæler normalt holder til ved farvandene eller i fjorden, så sker det dog, at de vælger at bevæge sig langs åerne. Tilbage i marts var lystfiskerne ved Karup Å godt trætte af, at sælerne spiste deres fisk.

- Det er ikke så usædvanligt med sæler i åmundinger, men når de trækker videre op og bliver der i perioder, er det fordi, der er mad at finde, forklarede biolog hos DTU Aqua Silkeborg dengang.

En voksen sæl spiser dagligt cirka fire kg kød. Den kan blive 180 centimeter lang og veje op til 130 kilo.

Læs også Sæler hærger Karup Å