Hospitalsdirektør: Effektiviseringskrav giver ingen mening

Hospitalsdirektøren i Viborg begræder, at produktivitetskravene til det danske sygehusvæsen fortsat eksisterer.

Lars Dahl Pedersen, hospitalsdirektør i Viborg er langt fra tilfreds med den nye aftaler om regionernes økonomi for 2018. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

- Det giver jo ikke mening, at vi fastholder en måde at drive vores virksomhed på, som var rigtig i går, men ikke er det i morgen.

Så klar er udmeldingen fra Lars Dahl Pedersen, der er hospitalsdirektør på Regionshospitalet Viborg, efter at aftalen om regionernes økonomi for 2018 kom på plads.

For ikke nok med, at sygehusets personale i det kommende år skal løbe endnu hurtigere. De såkaldte produktivitetskrav, der påbyder hospitalerne at effektivisere to procent hvert år, går også ud over patienterne, mener han.

Krav om aktivitet frem for god behandling

For at kunne nå effektiviseringskravene skal hospitalerne nemlig levere så meget aktivitet, som muligt.

- Hvis vi indlægger patienter, får vi en meget højere aktivitetsværdi godskrevet, end hvis vi har patienterne inde til et ambulant besøg i stedet, forklarer hospitalsdirektøren og uddyber:

- Vi synes, at vi i stedet skal være optagede af, hvad der giver værdi til patienterne, og det vil ofte være at blive kontaktet efterfølgende ved en telefonkonsultation eller at komme ind på hospitalet til et ambulant besøg i stedet for at blive indlagt.

Lars Dahl Pedersen understreger, at hospitalets personale trods kravene er optaget af at gøre, hvad der er bedst for patienterne. Man indlægger altså ikke patienter på sygehuset for at opnå en højere aktivitetsværdi, hvis ambulant behandling er det rigtige for den enkelte.

Men hospitalsdirektøren er langt fra den eneste, der er træt af de omstridte produktivitetskrav.

TV MIDTVEST’s reporter har også mødt afdelingssygeplejersken Dorthe Goul Pedersen til en snak om de stigende krav:

01:32

- Nu begynder det at gøre ondt, lyder det fra afdelingssygeplejersken på Regionshospitalet Viborg.

Luk video