Danmarks bedste: Hospitalsafdelinger scorer førstepladser på stribe

For fjerde år i træk bliver Fødeafdelingen på Hospitalsenheden Vest kåret som landets bedste af sundhedsmediet Dagens Medicin. Også hospitalerne i Viborg og Silkeborg får førsteplads.

Fødeafdelingerne i Hospitalsenheden Vest er for fjerde år i træk kåret til landets bedste. Foto: Hospitalsenhed Vest

Fødeafdelingen på Hospitalsenheden Vest i Herning og Holstebro er for fjerde år i træk strøget helt til tops som Danmarks bedste fødeafdeling. 

Vi har skabt en kultur, hvor alle vores medarbejdere bidrager til at forebygge, at der opstår komplikationer.

 

Jane Boris, Specialeansvarlig overlæge, Hospitalsenheden Vest

- Vi har igennem flere år systematisk arbejdet på at forbedre alle de dele af en graviditet og en fødsel, der forbedrer resultatet af fødslen. Vi har skabt en kultur, hvor alle vores medarbejdere bidrager til at forebygge, at der opstår komplikationer, således at endnu flere gravide kan få en tryg fødsel, siger specialeansvarlig overlæge Jane Boris.

Priserne uddeles hvert år af sundhedsmediet Dagens Medicin til en række behandlingsområder. Hospitalsenheden Vest modtager en førsteplads på hele seks områder som udover fødsler tæller blandt andre testikel- og prostatakræft. 

Læs også Hospitalsenheden Vest oplever færre fødselsbristninger

Resultater taler for sig selv

Den samlede frekvens af kejsersnit blandt førstegangsfødende er i Hospitalsenheden Vest på 10,2 procent sammenlignet med landsresultatet på 13,2 procent. Samtidig er læger og jordemødre lykkedes med at reducere antallet af svære bristninger med en tredjedel.

- Det er imponerende, og er uden tvivl et resultat af, at man på Fødeafdelingen gennem årene har formået at opbygge en stærk forbedringskultur, hvor både afdelingsledelsen og personalet er dedikerede i fællesskab. Det betyder, at alle har fokus på at gøre det så godt som muligt med udgangspunkt i den individuelle kvindes behov, siger sygeplejefaglig direktør Ida Götke.

Fakta om kåringen

  • Siden 2007 har Dagens Medicin hvert år i december kåret Danmarks Bedste Hospitaler og specialer i Danmark.
  • Kåringerne af de bedste hospitaler sker ud fra samlet bedømmelse af behandlingskvalitet og patienttilfredshed. Behandlingskvaliteten vægter 90 procent i undersøgelsen. Patienttilfredsheden vægter de sidste 10 procent baseret på resultaterne i Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP).
  • For at opnå en samlet placering som nr. 1 i Danmark på et såkaldt Index 100 så skal et område bl.a. klare sig godt ud fra data i de kliniske kvalitetsdatabaser og være topscorer på de væsentlige måleparametre, som udvælges af specialister på området.

Kilde: Dagens Medicin

Læs også Hospitalsenhed Midts patienter er mest tilfredse

Hospitalsenhed Midt kan også være med: Viborg og Silkeborg nummer et

Det er 12. gang Dagens Medicin kårer Danmarks Bedste Hospitaler og hospitalsafdelinger. Regionshospitalet Silkeborg tager for sjette år i træk prisen som Danmarks Bedste Mindre Hospital og Regionshospitalet i Viborg får titlen som Danmarks Bedste Mellemstore Hospital. En titel hospitalet senest modtog i 2015. Hospitalerne inddeles efter behandlingsværdi, hvor de store hospitalers behandlingsværdi er over 3 milliarder kroner; de mellemstores ligger mellem 2,9 og 1,25 milliarder – og de mindre under 1,25 milliarder kroner om året.

Hospitalsenhed Midt modtager også syv førstepladser på specifikke behandlingsområder. Priserne overrækkes oficielt i dag, fredag, på hospitalerne.

Fast Arbejde besøgte i 2017 Fødeafdelingerne i Hospitalsenheden Vest:

09:21

FAST ARBEJDE: Fødeafdelingerne i Herning og Holstebro er de bedste i Danmark.

Luk video