Hospitaler mangler stadigvæk plads

Sygehuse i Region Midtjylland døjer fortsat med overbelægning. Derfor er nye metoder taget i brug for at skabe mere plads.

Patienter paa gang150713_0.jpg

Det kniber fortsat med plads på flere hospitaler i Region Midtjylland. På Hospitalsenhederne Midt og Vest er det særligt de medicinske afdelinger, der halter bagefter, når det drejer sig om plads.

- De medicinske patienter ligger på tidligere lukkede stuer for ikke at ligge på gangene, men der følger ikke personaleressourcer med, når stuerne åbnes, siger Annette Askjær Dam, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Hospitalsenheden Vest i en pressemeddelelse.

Nye initiativer skal hjælpe

I første halvår 2013 var belægningsprocenten 110 procent på Hospitalsenheden Midt og 108 procent i Hospitalsenheden Vest. I januar 2014 svinger tallene mellem 108-117 procent i Holstebro og 95-105 i Herning.

- De aktuelle undersøgelser viser, at der stadig er meget at gøre, før situationen på afdeling er tilfredsstillende for både patienter og ansatte, fortæller Anja Laursen, der er formand i Kreds Midtjylland i Dansk Sygeplejeråd.

For at afhjælpe problemet har Hospitalsenheden Vest taget flere initiativer i brug. Det handler blandt andet om at kortlægge overbelægningens omfang samtidig med at flere kommuner er inddraget i at nedbringe overbelægningen.