Hospiceleder udnævnt til medlem af Etisk Råd

Leder af Anker Fjord Hospice, 54-årige Herdis Hansen, er blevet udpeget som nyt medlem af Etisk Råd.

54-årige Herdis Hansen bliver medlem af Etisk Råd.
54-årige Herdis Hansen bliver medlem af Etisk Råd.

- Jeg blev for det første enormt overrasket. Og så må jeg da sige at jeg blev også både beæret og stolt over, at han overhovedet kunne se mig i det.

Sådan forklarer hospiceleder Herdis Hansen fra Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, sin reaktion over at blive udpeget som nyt medlem af Etisk Råd.

Det etiske råd består af 17 medlemmer, der blandt andet rådgiver om nye bio- og genteknologier, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer. Herdis Hansen er blevet udpeget af fødevareminister Esben Lunde Larsen.

- Jeg er da rigtig stolt over, at vores område også kan levere personer til Etisk Råd. Jeg synes, det er rigtig godt set, at man har udpeget Herdis Hansen til det job. Både fagligt, men også rent menneskeligt og holdningsmæssigt, er jeg sikker på at hun har rigtig meget at bidrage med, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern, Iver Enevoldsen (V), som også er bestyrelsesformand for Anker Fjord Hospice..

Herdis Hansen er 54 år og oprindeligt uddannet sygeplejerske. I de seneste 11 år har hun stået i spidsen for Anker Fjord Hospice i Hvide Sande.