Hospice skal spare

Fire hospicer i Region Midtjylland skal spare. Anker Fjord hospice skal bære hovedparten af besparelsen på i alt to millioner kroner.

AnkerFjord.jpg

Regionsrådet har besluttet, at hospicerne i regionen også skal rammes af besparelserne på sundhedsområdet, og der er nu fremsat et forslag om at spare to millioner kroner på området.

Kommer forslaget igennem, vil det gå hårdt udover Anker Fjord Hospice, der skal tage langt det største slæb. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern i dag.

Ifølge forslaget skal Anker Fjord Hospice nemlig spare 1,4 millioner af de i alt to millioner kroner.

Regionen har i sit oplæg valgt at se bort fra Ib og Bente Malgaards donation på 20 millioner kroner. Og det forarger Knud Munk Nielsen, der er medlem af bestyrelsen og tidligere amtsborgmester i Ringkøbing Amt.

- Forudsætningen for den store donation var, at den skulle komme patienterne til gode, så det er ikke rimeligt, at pengene bliver brugt til at finde besparelser i det offentlige, siger Knud Munk Nielsen til avisen.

Sidste år nød 188 patienter godt af tilbuddet om en plads på Anker Fjord Hospice, men spareplanerne kan betyde, at det antal bliver reduceret med 10-15 personer. Det vurderer daglig leder af Anker Fjord, Herdis Hansen.