Honningkrise: Virksomhed løber tør for dansk honning

​De summer løs, men der er ikke nok af dem. Virksomhed har ikke mere dansk honning på lager.

Der er ikke nok honning rundt omkring hos landets biavlere. Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Selvom temperaturen efterhånden har fået danskerne til at smide jakkerne og begive sig ud i haven, så har varmen været sent på den. Alt for sent på den, hvis du spørger biavlerne ude i landet.

Den kolde aprilmåned har haft sine konsekvenser, og derfor er der nu alt for få bier til at kunne producere nok dansk honning.

Det mærker de hos Skandinaviens største honningvirksomhed, Jakobsens ved Aulum.

- Lige pt har vi ikke mere dansk honning på vores lager. Vi er gået helt tør, og det er første gang i alt den tid, at jeg har været her, at det er sket, fortæller administrerende direktør, Helle Reinevald.

Hun fortæller, at som det er lige nu, så bliver der ikke leveret dansk honning fra Jakobsen, så det er noget, man som forbruger vil komme til at mærke i dagligvarebutikkerne.

Der er honning på lager, men det er ikke dansk. Foto: Gustav Houe Dall

Køber nabovirksomhed

Virksomheden har nu kun udenlandsk honning, og manglen på det danske har endda fået Jakobsens til at opruste og købe nabovirksomheden Aulumgaard, der er Danmarks største opkøber af honning.

- Ved at gå ind og overtage dem, så har vi en mulighed for at komme tættere på biavlerne. Vi har også tænkt os at lave nogle samarbejder med dem for at se, om vi ikke kan få udviklet biavlen noget mere, siger Helle Reinevald.

Samtidigt leder de efter en løsning på at få dansk honning tilbage til forbrugerne.

- Det er klart, at som mærkevare leverandør af dansk honning, så skal man have dansk honning. Det er simpelthen et must, at vi har det, og det forventer forbrugerne også at vi har, siger hun.

02:06 Luk video