Holstebros viceborgmester: Vi er skuffede

Pludselig var Holstebro igen i spil til politiskolen, men tirsdag døde det sidste håb til stor ærgrelse for viceborgmesteren.

Holstebros viceborgmester er i dag skuffet over, at politiskolen nu ender i Vejle.
Holstebros viceborgmester er i dag skuffet over, at politiskolen nu ender i Vejle.
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

Da regeringen mandag måtte sande, at den ikke kunne skaffe flertal for at bygge nyt til den kommende vestdanske politiskole, kom Holstebro pludselig tilbage i billedet som mulig hjemby for skolen.

Flere folketingsmedlemmer meldte sig på banen og foreslog Holstebro, der ville kunne stille en tom folkeskole til rådighed.

Tirsdag offentliggjorde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) så, at den nye politiskole skal placeres i Vejle i en bygning, der tidligere har fungeret som sygeplejeskole. Dermed mistede Holstebro den sidste flig af håb for at hive politiskolen til byen.

- Vi er lidt skuffede i Holstebro i dag, selvfølgelig er vi det. Først var man dømt ude, så var man med igen, og så er man dømt ude endnu en gang, siger viceborgmester i Holstebro, Torben Gudiksen (R).

Viceborgmesteren er især ærgerlig over at miste de uddannelses- og arbejdspladser landsdelen kunne have fået.

- Vi synes, vi har gjort alt, hvad vi kunne fra Holstebros side. Det har desværre vist sig ikke at være nok, og det er jeg selvfølgelig rigtig ked af på Holstebro Kommunes vegne, men også på hele landsdelens vegne, siger Torben Gudiksen.

Vejles borgmester forventer, at de første elever vil kunne rykke ind på den nye politiskole i begyndelsen af 2018.