Holstebros kvinder missede slutspillet

Randers HK besejrede København Håndbold og sikrede ottendepladsen i HTH Go Ligaens grundspil.

Kvinderne fra TTH Holstebro (i hvide trøjer) kommer ikke med i dette års slutspi. (arkiv). Foto: Lars Rasborg / Ritzau Scanpix

Randers HK bliver det ottende og sidste hold, der kommer med i slutspillet i HTH Go Ligaen.
    
Torsdag aften vandt cheftræner Niels Agesens mandskab 28-26 hjemme over København Håndbold, der allerede har sikret sejren i grundspillet.
    
Med sejren har Randers HK 18 point for 21 kampe, mens TTH Holstebro har 16 point på niendepladsen før sidste runde.
    
Eftersom Randers er bedst i de indbyrdes opgør mod TTH Holstebro, snupper torsdagens hjemmehold ottendepladsen.  
    
Randers HK stillede endda op til kampen mod København Håndbold uden sin topscorer, Maria Fisker.
    
Hun er blevet opereret i foden og er ude i resten af denne sæson.

Læs også TTH har kun én sejr i 2018: - Vi har et mentalt problem

Daniela Gustin tog over i første halvleg med fem mål på fem forsøg, heraf to scoringer på straffekast.
    
Første halvleg var lige frem til stillingen 9-9.   

Så tog Randers HK teten og gik til pause med en føring på 16-12.
    
I anden halvlegs begyndelse scorede København Håndbold tre gange på stribe, og senere fik gæsterne udlignet til 19-19.
    
København Håndbold kom også foran 21-20, men så overtog Randers HK initiativet igen.
    
Fire scoringer senere var hjemmeholdet foran 24-21, og det lykkedes ikke for gæsterne at slå afgørende tilbage, selv om det var tæt på.
    
København Håndbold, der har tabt to af de tre seneste ligakampe, fører HTH Go Ligaen med 33 point.
    
Odense Håndbold har 31 point på andenpladsen, men kan ikke indhente københavnerne, fordi topholdet er bedst i de indbyrdes kampe.
    
Førstepladsen i grundspillet betyder, at København Håndbold i næste sæson er med i Champions League.
    
/ritzau/

Stillingen i ligaen

København 21 16 1  4 585-504 33
    
Odense 21 15 1  5 569-492 31
    
FC Midtjylland 21 15 0  6 531-464 30
    
Viborg HK 21 12 3  6 543-496 27
    
NFH, Nyk. F. 21 12 3  6 587-552 27
    
Team Esbjerg 21 13 0  8 535-507 26
    
Silk./Voel 20 10 2  8 530-510 22
    
Randers HK 21  8 2 11 494-497 18
    
TTH Holstebro 21  7 2 12 502-545 16
    
Aarhus United 21  5 2 14 457-511 12
    
Ringkøbing 20  2 1 17 462-548  5
    
Ajax 21  1 1 19 438-607  3