Holstebro vil have Landsstævnet 2017

Et enigt økonomiudvalg har besluttet, at Holstebro skal søge om at blive vært for DGI's Landsstævne i 2017

I 1971 var Holstebro og Ulfborg-Vemb kommuner vært for den 16. udgave af Landsstævnet - med 15.000 deltagere.

Nu går Holstebro Kommune efter at få værtsskabet igen, når stævnet skal afholdes i 2017. Denne gang med 25.000 deltagere.

- Vi søger om at få landsstævnet, fordi det passer godt ind i vores indsatsområder og vores ønske om tæt samarbejde med foreningslivet om store events. Spejdernes Lejr 2012 med 35.000 deltagere giver os store erfaringer i at planlægge, markedsføre og afvikle et kæmpe arrangement i samarbejde med frivillige organisationer. Derfor synes vi, det er helt naturligt, at vi nu også lægger billet ind på Landsstævnet, fortæller borgmester H. C. Østerby.

Holstebro det rigtige sted

Ifølge H. C. Østerby er Holstebro et oplagt sted at afholde Landsstævne.

- Det er let at komme til Holstebro fra hele landet. Vi har alle de idrætsfaciliteter, der skal til. For eksempel et opvisningsstadion, der kan rumme alle deltagere til Landsstævnets åbning, og i Ulfborg har vi nogle af landets bedste faciliteter til skydning. Vi kan genbruge den infrastruktur, muligheder for overnatning og det stævneområde, vi bygger op til Spejdernes Lejr 2012 ved Idrætscenter Vest, siger han.

Men Holstebro er ikke alene om at ville være vært for Landsstævnet. Tidligere har også Viborg meldt sig interesseret i at afholde begivenheden.

Landsstævnet afholdes hvert fjerde år. I 2013 er Esbjerg vært for arrangementet.