Holstebro-træner bliver chef i Thisted FC

Thisted FC snupper ny træner fra Danmarksserie-drengene i Holstebro Boldklub. Den nye mand ved roret ser frem til udfordringen.

37-årige Bo Stougaard Thomsen er ny cheftræner i Thisted FC, hvor han foreløbigt har fået en toårig aftale.
37-årige Bo Stougaard Thomsen er ny cheftræner i Thisted FC, hvor han foreløbigt har fået en toårig aftale.
Foto: arkivfoto

37-årige Morten Stougaard Thomsen skal lede Thisted FC videre i jagten på succes i 1. division. Det skriver Thisted FC i en pressemeddelelse.

- Vi ser Bo Stougaard Thomsen som cheftræneren, der kan tilføre vores hold fornyet energi på træningsbanen og i kampene til den kommende anden sæson i NordicBet Ligaen. Vi kender Bo som en aggressiv vindertype, analytisk, ihærdig og engageret træner, der er kendt for at skabe gode resultater. Vi ser også positivt på Bos tilgang til fodbolden, hvor nøgleord som hard work og en kæmpe tro på hinanden skal være basen, og det passer perfekt til klubbens DNA, forklarer klubbens direktør, Karl Kristian Guldhammer.

Det er ikke ukendt land for Bo Thomsen at komme til Thy. Han har nemlig selv spillet i klubben.

- Det er en ny, spændende og udfordrende opgave at blive cheftræner i Thisted FC, og som spiller havde jeg en rigtig god tid i Thisted FC, hvor jeg oplevede fede kampe, god stemning, fantastisk opbakning, og det betyder meget for lokalsamfundet, at fodbolden klarer sig godt, fortæller hovedpersonen selv.

Thomsen skifter til Thisted-klubben fra en anden af landsdelens hold. Han har indtil nu nemlig stået i spidsen for Holstebro Boldklub, hvis bedste mandskab huserer i Danmarksserien.

- Jeg har været rigtig glad for min tid som cheftræner i Holstebro Boldklub, og jeg vil gerne takke alle de fantastiske mennesker omkring klubben. Jeg vil gerne fastslå, at det i høj grad er Holstebro Boldklub, som har banet vejen for, at jeg nu får mulighed for afprøve mine evner på et højere niveau, og det er jeg yderst taknemmelig for, siger Bo Thomsen i en pressemeddelelse på Holstebro-holdets hjemmeside.

Den nye cheftræner var én ud af ti kandidater. Foreløbigt er han manden ved roret i Thy indtil sommeren 2020.