Holstebro-skole måske ny politiskole

Sct. Jørgens Skole
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Sct. Jørgens Skole i Holstebro har i denne uge haft besøg af Rigspolitiet og Byggestyrelsen for at undersøge, om skolen kan huse en kommende vestdansk politiskole. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Vi havde en syv mand stor delegation på besøg. De fik set en bygning, der rimelig let kan indrettes til en politiskole, og de var meget interesserede i det samspil, der kunne være med uddannelserne på VIA og det studiemiljø, der er mulighed for at indgå i, fortæller udviklingschef Steen Brokær fra Holstebro Kommune.

Besøget ser borgmester H. C. Østerby (S) som udtryk for, at Holstebro fortsat er med i kampen om en ny afdeling af politiskolen.

- Hvis kriteriet om maksimalt to timers afstand til hovedstaden var afgørende, så ville de overhovedet ikke være kommet på besøg, siger han.

Ifølge planerne skal den nye politiskole stå klar i 2018.