Holstebro satser på solen

Syv kommunale bygninger i Holstebro Kommune skal udstyres med solceller. Projektet vil koste 15 millioner kroner.

solceller.jpg

Solen skinner forhåbentligt lidt ekstra i Holstebro Kommune næste år. Det vil i hvert fald være godt for økonomien i syv forskellige bygninger i kommunen. De skal nemlig have installeret solceller på taget.

- Vi har udpeget en gruppe ejendomme, hvor vi ved, elforbruget er rimeligt stort, siger Per Kristensen, der er energirådgiver hos Holstebro Kommune til Dagbladet Holstebro.

Koster 15 millioner

De syv bygninger er Idrætscenter Vest, Vestjysk Fritidscenter i Ulfborg, Rådhuset i Holstebro, Vinderup Skole, Birkelundskolen, Sct. Jørgens Skole og Rolf Krakes Skole.

- Vi har endnu ikke projekteret, hvor mange solceller, der skal op det enkelte sted. Vi skal have anlægget indpasset efter elektricitets-forbruget på de enkelte bygninger, siger Per Kristensen til Dagbladet Holstebro.

Det er først op til politkerne i kommunens tekniske udvalg, om der skal bruges de 15 millioner som projektet vil koste. Senere skal resten af byrådet godkende projektet. Teknisk Udvalg har projektet på dagsordenen til udvalgsmødet på mandag.