Holstebro-par rystede efter jordskælv

Holstebro-par boede ti kilometer fra jordskælv i Tyrkiet og er rystede, men i god behold.

Foto: Trine Miller, Holstebro

- Der var bare panik. Folk råbte og skreg og nogen var blevet væk fra hinanden, forklarer Trine Miller fra Holstebro fredag eftermiddag fra sin ferie i Tyrkiet, ovenpå nattens jordskælv blot ti kilometer væk.

Hun og kæresten Jens Thrane holder i øjeblikket ferie tæt ved den tyrkiske by Bodrum, hvor et jordskælv med en styrke på 6,7 i nat ramte ud for kysten.

- Vi vågner ved at sengen står og hopper. Strømmen er gået og vi leder efter vores mobiler for at få lys. Endelig får vi fat i telefoner og pas, og så render vi bare ud og ned på stranden. Her samlede alle mennesker sig. Mange græd og var kede af det, forklarer Trine Miller til TV MIDTVEST og roser sin kæreste for at håndtere situationen roligt.

- Jens var bare super cool. Jeg rystede som et espeløv og var helt lammet, erkender hun.

Efter skælvet lyste parret flere gange ud på vandet for at holde øje med om det begyndte at trække sig tilbage. Og pludselig havde det trukket sig 20-25 meter væk.

Vi ser den ikke. Men vi kan høre, at folk dernede begynder at råbe og skrige.

Trine Miller, Holstebro.

- Så blev vi klar over at vi skulle væk og skyndte os at gå opad. Og heldigvis er der lidt stejlt, så da vi var gået 100 meter var vi allerede højt oppe, forklarer Trine Miller. 

Kort efter kan parret høre at bølgen kommer.

- Vi ser den ikke. Men vi kan høre, at folk dernede begynder at råbe og skrige, fortæller Trine Miller.

  Foto: Trine Miller, Holstebro

Heldigvis var bølgen ikke mere end en meter høj og ingen kom tilskade, der var de befandt sig.

Men bølgen var alligevel så kraftig, at den skyllede ind over strand og hotel og helt ind til poolen bagved hotellet.

- Alt blev blandet sammen. Stole, madrasser, glas. Alt. Så der går nok lidt tid endnu før det hele er ryddet op. Men de gør en stor indsats hernede, siger Trine Miller og roser personalets indsats under hele forløbet.

Nogle timer senere får hotellets gæster lov til at vende tilbage, men hele dagen i dag har der været flere efterskælv.

- Jeg har stadigvæk virkelig rystet, erkender Trine Miller. Parret fortsætter deres ferie, som planlagt.