Holstebro og Struer vil have spejderlejr igen

Spejdernes Lejr sidste år var en så stor succes, at Holstebro Kommune nu går efter at arrangere lejren igen i 2017 – denne gang i samarbejde med Struer Kommune.

SpejdernesLejr_0.jpg

Holstebro og Struer Kommuner går sammen om et fælles bud på at arrangere den anden udgave af Spejdernes Lejr. Sidste år var Holstebro Kommune værter for den første udgave, hvor 35.000 spejdere fra fem spejderkorps for første gang nogensinde lavede en lejr sammen. I 2017 gentager spejderkorpsene succesen. Den succes vil Holstebro og Struer Kommuner gerne være en del af.

- Det vil give en brandingmulighed og et øget fokus fra hele Danmark på det nordvestjyske område. Det vil vi gerne lægge kommune til, siger Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S).

Lejren i udbud

Den store spejderlejr er i den indledende opbygningsfase. Derfor søger de fem spejderkorps efter en samarbejdskommune. En opgave der nu er lagt i udbud. Det udbud tager Struer og Holstebro Kommune gerne på sig. Sammen har de forslået, at lejren i 2017 igen skal afholdes på området omkring Idrætscenter Vest i Holstebro.

- Der findes jo næsten ikke en større folkelig begivenhed. Samtidig gav det en sammenhængskraft, at alle i kommunen bød ind og hjalp til, siger HC Østerby (S), borgmester i Holstebro Kommune.

De to kommuners samlede udbud har fået sloganet - "Vi gør det igen - bare endnu bedre!"