Holstebro-motorvej ikke med i trafikforlig

Den vestjyske motorvej er ikke en del af tirsdagens trafikforlig. Men oppositionen tror på en aftale snart.

Der er ikke nævnt noget om en ny motorvej mellem Holstebro og Herning i det trafikforlig, der i tirsdag eftermiddag blev aftalt af alle Folketingets partier undtagen enhedslisten. I stedet aftalte forligspartierne, at der skal bygges en ny Storstrømsbro til en pris af 4 milliarder kroner.

Motorvejen skal i stedet forhandles med finansministeren, der skal frigive pengene til motorvejen. Står det til oppositionen, så falder den aftale også snart på plads. Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, håber på, at forligspartierne i løbet af få dage er klar med en supplerende trafikaftale.

- Det er komplet uforståeligt for mange, hvis ikke det vigtige motorvejsprojekt mellem Holstebro og Herning bliver en del af en samlet trafikaftale, når nu alle forligspartierne er enige om behovet for motorvejen til Nordvestjylland. I samme øjeblik, at de reserverede midler er frigivet, er vi klar til at slå søm i en supplerende trafikaftale, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Dansk Folkepartis trafikordfører, Dennis Flydtkjær regner med, der kommer en løsning meget snart.

- Vi skal til møde i finansministeriet i morgen for at drøfte frigivelsen af midler fra besparelserne på forsvarsområdet. Det er der min forventning er der bliver frigivet ca. 2,5 mia. kr. som så kan kanaliseres over på trafikområdet, siger Dennis Flydtkjær.