Holstebro: Løsning mod vandmasser på vej

Det er langt fra første gang Holstebro Kommune er ramt af oversvømmelser. Og med de mange problemer og skader til følge kalder det på handling.

Oversvømmelse 2
Foto: arkivfoto

Når vandmasserne lige nu fosser gennem Storåen og skaber oversvømmelser i Holstebro er det langt fra første gang. Det er sket i både 1924, 1939, 1940, 1941, 1965, 1970, 2007 og i 2011, hvor der er konstateret betydelige oversvømmelser. I 2011 blev Holstebro af Kystdirektoratet og Naturstyrelsen udnævnt til en ud af ti byer i Danmark, som er særligt udsat for oversvømmelser og klimaforandringer.

Hver gang har der været diskuteret mulige løsninger på vandproblemerne, og den nuværende situation får nu kommunen på banen med et løsningsforslag, der dog har været længe undervejs.

- Med løsningen her tager vi højde for de klimaændringer, der er estimeret de næste hundrede år, siger Karsten Filsø (SF), der er formand for natur, Klima og Miljø  i Holstebro Kommune.

Løsningen indebærer en dæmning, hvor et slusesystem lukker vandet væk fra byen, når trykket er kritisk. Den skal ligge i området ved Tvis og Mejrup, og det kræver en aftale med landmændene.
Samtidig skal Vandkraftssøen graves større ved ringvejen, så der er mere plads til vand, og der skal bygges et højtvandsværn langs med vigen i midtbyen, der beskytter mod at vandet trænger ind i bygningerne.

Landmand Jens Kr. Mølby Nielsen fra Hodsager repræsenterer 35 lodsejere langs storåen. Han har længe foreslået at lade vandet blive på landmændenes marker i vintermånederne i korte perioder - i stedet for at dræne det ud i storåen og ind til byen. 

Hør mere om den mulige løsning og hvad Holstebro Kommune vil gøre ved problemet i indslaget herunder:

3:03
 

 

Offentlig pulje dækker muligvis skader
Selvom oversvømmelserne i Holstebro ikke skyldes stormflod skriver Stormrådet på sin hjemmeside, at der kan være hjælp at hente for borgerne:
- På baggrund af meldingerne fra offentligheden virker det sandsynligt, at områder omkring blandt andet Holstebro kan være ramt af oversvømmelser fra søer og vandløb. Derved er det muligt, at skaderne kan være dækket af oversvømmelsesordningen.

Stormrådet har bedt Naturstyrelsen om en vurdering af, om Holstebro-området har været ramt af skader, der dækkes af ordningen.