Holstebro Kommune køber sygehus for 45 millioner

Holstebro Kommune køber Regionshospitalet Holstebro for 45 mio. kr. Langt mindre end hvad Herning Kommune gav for sygehuset i Herning.

Holstebro sygehus
Foto: Arkiv

I 2021 flytter funktionerne på Regionshospitalet Holstebro til supersygehuset i Gødstrup, og nu er hospitalet så solgt.

Holstebro Kommune og Region Midtjylland har netop indgået aftale om salg af Regionshospitalet Holstebro. Det oplyser de to parter i en pressemeddelelse.

Købsprisen er 45 mio. kr. og købet træder i kraft om tre et halvt år.

- Det er en fin mulighed, der byder sig for os. Købet af hospitalsmatriklen åbner op for nogle gode muligheder for udvikling af et attraktivt boligområde på en helt central placering i Holstebro tæt ved byens mangfoldige handels- og uddannelsesliv og med et i helt unikt grønt område i ”baghaven”, siger borgmester H.C. Østerby (S) med henvisning til Holstebro Lystanlæg.

I april blev det offentliggjort, at Herning Kommune har købt Regionshospitalet Herning af Region Midtjylland for 136 mio. kr. - noget mere end hvad Holstebro Kommune har givet for sygehuset i Holstebro.

Visioner i ny lokalplan

Kommunen overtager hospitalsmatriklen i januar 2021, hvor funktionerne flytter til landsdelens nye moderne hospital, DNV Gødstrup, og frem til da skal visionerne for det bynære område omsættes til en lokalplan, så Holstebro Kommune er klar til byudviklingen, når overtagelsen bliver en realitet.

Bygningsarealet er på knap 83.000 m2. Hospitalet er udbygget i flere omgange særligt i perioden fra 1958 - 1971.
Bygningsarealet er på knap 83.000 m2. Hospitalet er udbygget i flere omgange særligt i perioden fra 1958 - 1971.
Foto: Holstebro Kommune

- Alle forudsætninger for at skabe et nyt bykvarter af høj karat midt i Holstebros centrum er til stede - alt er i princippet muligt, siger H.C. Østerby.

- Det bliver spændende at følge med i, hvordan Holstebro Kommune vælger at give hospitalet sit andet liv, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S). 

Regionen sætter især pris på, at den kan leje sig ind i bygningerne til Specialtandplejen, Høreklinikken og Hjælpemiddelcentralen i en overgangsperiode. Forventelig frem til 1. januar 2026. Aktiviteterne i specialtandplejen, høreklinikken og hjælpemiddelcentralen er foreløbig beregnet til at lægge beslag på 3.181 m2, inkl. kælder.