Holstebro bruger 4,7 millioner på vikarer

På to år er udgifterne til lærervikarer i Holstebro Kommune steget med 75 procent.

SkoleTavle.jpg

I 2012 brugte Holstebro Kommune2,7 millioner kroner på vikarer til deres folkeskoler. Det tal er i 2014 steget til 4,7 millioner kroner. Det viser beregninger fra Børn- og Ungeforvaltningen.

Den voldsomme stigning i udgifter, kommer ikke bag på formanden for folkeskolelærerne, Torben Voss, fra Danmarks Lærerforening i Nordvestjylland.

- Umiddelbart kan der være flere forklaringer på det. Der er skoler, der er i gang med omfattende efteruddannelsesforløb, som betyder, at de har behov for ekstra vikarer. Men man kommer ikke udenom, at den stigende sygdom også spiller en rolle, siger Torben Voss til Dagbladet Holstebro-Struer.

Næstformand i børne- og ungeudvalget, Jens Kristian Hedegaard (V), ved godt, at der har været en kraftig vækst i vikarudgifterne. Men kommunekassen er lukket i, og skolerne får ikke yderligere økonomisk hjælp. Det er i stedet op til den enkelte skole at få styr på, at udgifterne til vikarer ikke ødelægger hele skolens budget.