Holstebro årets musikskole-kommune

Holstebro Kommune får prisen som årets Musikskolekommune 2012 for 40 års satsning på musik og kultur.

Musikskolen i Holstebro fremstår som et unikt musikalsk miljø med optimale muligheder for musikalsk uddannelse og talentudvikling. En satsning der kulminerer med en ny koncertsal til 13 millioner kroner, der indvies til august.

Sådan lyder begrundelsen for, at det er Holstebro Kommune der får Musikskole Prisen 2012. Bag prisen står Dansk Musikskolesammenslutning.

 - Holstebro var f.eks. det første sted i landet, der fik Musikalsk Grundkursus, og har været omdrejningspunktet for den faktastiske musiktradition, der er i vores område. Musikskolen var i høj grad med til at skabe Holstebros ry som kulturby, siger borgmester HC Østerby, som modtog prisen i Tivoli i København søndag eftermiddag.