Hollænder løst af sin kontrakt med Viborg

Efter en længere sygemelding stopper Jeroen Veldmate i Viborg FF. Klubben har givet ham en "fair kompensation".

Veldmate kom til Viborg i 2015 - her er han sammen med klubbens daværende sportschef Ole Nielsen.
Veldmate kom til Viborg i 2015 - her er han sammen med klubbens daværende sportschef Ole Nielsen.
Foto: Arkiv

Den hollandske forsvarsspiller Jeroen Veldmate er ikke længere på kontrakt i superligaklubben Viborg FF.

Den 28-årige hollænder har været sygemeldt siden september, og nu er parterne så blevet enige om at løse ham af kontrakten.

-Jeroen har i en periode været fraværende fra træning og opholdt sig hjemme i Holland for at have de bedste forudsætninger for at blive frisk igen. Nu har han det heldigvis bedre, men Jeroen har et ønske om at blive i Holland. Det har vi haft en konstruktiv dialog om, og er nået til den fælles beslutning at ophæve samarbejdet, siger VFF-direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

Veldmate kom til Viborg i sommeren 2015 på en fri transfer og underskrev dengang en toårig kontrakt. Han nåede at spille 14 kampe for VFF.

Klubben oplyser ikke noget om økonomien i aftalen, men Morten Jensen vurderer over for Viborg Stifts Folkeblad, at Veldmate "har fået en fair kompensation, så han kan komme videre".