Højtuddannede bliver i landsdelen

Mange unge, der uddanner sig på Aarhus Universitet Herning bliver i området. Det hæver landsdelens generelle uddannelsesniveau.

111213_AUH_studerende_0.jpg

Vigtig viden og kloge hoveder er en mangelvare i Midt- og Vestjylland. Derfor er det glædeligt, at mange de unge, der uddanner sig på mellemlange og lange videregående uddannelser på Aarhus Universitet Herning nu bliver boende i landsdelen. Udviklingen er med til at fastholde nødvendige kompetencer i Herning og omegn.

- En stor andel af de færdiguddannede bliver boende i Herning og andre dele af Midt- og Vestjylland. Det gør samarbejdet til en succes, for der er tale om viden og kompetencer, der i høj grad er brug for, hvis området skal udvikle sig, siger økonom og post doc. ved Syddansk Universitet, Susanne Jensen.

Næsten halvdelen bliver

De nyeste tal viser, at det er tæt på halvdelen af de dimitterende fra AUH, der bliver boende i Midt- og Vestjylland. Mindre end en fjerdel af de 1951 dimitterende flytter helt væk fra Region Midtjylland, mens 494 fortsætter med at bo i Herning.

- Uddannelsesniveauet i området ligger noget under landsgennemsnittet, og det er generelt svært at tiltrække højtuddannet arbejdskraft udefra. Det går ud over mulighederne for innovation og for at udvikle nye produkter og arbejdsmetoder. Derfor er det positivt, at en stor andel af kandidaterne og de øvrige dimittender fra AU Herning bliver boende i Midt- og Vestjylland, siger Susanne Jensen.

Universiteter udvikler

Susanne Jensen har forsket i betydningen for området, at AUH har til huse i Herning. Universitetets rolle i Udkants-Danmark er stor og er medvirkende til, at arbejdskraft med den rette uddannelse bliver boende i landsdelen.

- Virksomhederne forklarer stort set samstemmende, at de studerende har kastet nyt lys på de udfordringer, firmaerne står overfor. Halvdelen af de adspurgte kandidater fik senere job i mentorvirksomheden, siger Susanne Jensen.