Højrefløjen på fremmarch

Grupper og partier på den yderste højrefløj har øget aktiviteten efter terrorangrebet i København. Også her i Midt- og Vestjylland.

Terroraktionen i København har øget aktiviteten for den yderste højrefløj.

Èn af de bevægelser er SIAD, der står for stop islamiseringen af Danmark. Foreningen vil have Danmark helt renset for spor af islam.

- Vi har simpelthen fået nok. den her snigende islamisering, der er foregået af vores land, den bliver bare værre og værre, siger formanden for 'Stop Islamiseringen af Danmark', Anders Gravers.

De har i øjeblikket gang i en turné landet rundt, hvor de holder demonstrationer i 25 forskellige byer.

Også Danskernes Parti, der er stiftet af en tidligere nynazist, Daniel Carlsen, siger, at de oplever fremgang.

- Generelt så plejer vi at holde møderne mere centralt, men udviklingen her i Midt- og Vestjylland gør, at vi kan holde nogle møder lokalt, og det seneste har så været i skive, siger Daniel Carlsen, formand for Danskernes Parti.

Så sent som i sidste uge havde de informationsmøde i Skive med otte lokale deltagere.

En anden bejler er Dansk Samling, der som den eneste er repræsenteret i et byråd. Dansk samling kæmper imod det, de kalder fremmed bosættelse i Danmark, og partiets medlemstal er steget siden februar fra 200 til 380 medlemmer.

- Jeg tror flere vil få øjnene op for, at det er lukkede grænser, og det er en stop for indvandring fra tredje verdens lande, vi skal frem til, siger Kasper Ravn Fredensborg, der er byrådsmedlem i Herning for Dansk Samling.

Kasper Ravn Fredensborg var medlem af Dansk Folkeparti indtil august. Her fik han en advarsel af partiet, fordi han på facebook skrev, at han ikke havde ondt af druknede bådflygtninge. Herefter valgte han selv at forlade partiet.

En tidligere undersøgelse fra starten af 2015 viser, at 13% af danskerne mener, der er plads til et parti til højre for Dansk Folkeparti.

Tom Carsten, der er journalist og forfatter, har i 10 år fulgt aktiviteten på den danske højrefløj. Hør her hans vurdering af den øgede tilgang:

02:44 Luk video