Høvsøre i spil til flere vindmøller

Testcenter for vindmøller i Østerild Klitplantage i Thy og Høvsøre i Lemvig skal, ifølge regeringen, udvides med endnu flere test-vindmøller.

Vindmølle i Høvsøre
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Det er ikke kun den omstridte testcenter i Østerild Klitplantage, der er i spil, når regeringen fremlægger sit forslag til nye testmøller inden jul. Også i Høvsøre, hvor der i dag står fem testpladser, kan der blive rejst vindmøller på op til 300 meter. 

- Vi synes, det giver mest mening, at vi begynder med at kigge på om de eksisterende testfaciliteter kan udvides. Og de foreløbige vurderinger, vi har lavet, tyder på, det er muligt, siger direktør for Vindemølleindustrien, Jan Hylleberg.

Ifølge vindindustrien er der behov for mindst fire nye testpladser. Gerne med mulighed for at test-møllerne kan blive op til 300 meter høje. I dag er den højeste mølle i Østerild Klitplantage på 220 meter. Borgmesteren i Lemvig Kommune er ikke afvisende over for flere kæmpemøller til hans kommune.

 - Vi har den tilgang til det, at hvis vi har den fornøjelse at se på, vil vi også gerne have noget udbytte af det. Det kunne for eksempel være arbejdspladser, siger borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm til TV Midtvest. 

For vindmølleindustrien kan det næsten kun gå for langsomt med at få flere testpladser til de store vindmøller. 

- Vi vil gerne have dem så hurtigt så muligt. Kunne jeg give mine medlemmer de her pladser i julegave, så ville jeg det, siger direktør for Vindemølleindustrien, Jan Hylleberg.