Højriis lukker for offentligheden

Foto: Arkiv

Højriis lukker for offentligheden

Den populære attraktion Mordmysteriet på Mors stopper.

Efter 25 år som turistattraktion lukker Højriis Slot på Mors for adgang for offentligheden.

Slottet - eller godset som der reelt er tale om - har de seneste år især været kendt for Mordmysteriet, et sommertilbud hvor gæsterne skulle opklare en fiktiv mordgåde - men i en pressemeddelelse meddeler ejerne Vibeke Schwerin og Ib Smith, at Slotsattraktionen og Mordmysteriet lukker per 31. december.

- Vi glæder os over, at vi har rundet de 25 år som slotsattraktion, og derfor finder vi også, at det nu er det rigtige tidspunkt at stoppe, mens legen er god, står der i pressemeddelelsen.

Parret understreger, at Højriis fortsat skal drive landbrug og skovbrug og stå for udlejning af huse.

- Nu giver vi os selv den mulighed: ikke at lægge nogen planer, og bare se hvad den næste dag bringer. Højriis Gods fortsætter og består - men bare i et lavere gear.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar til pressemeddelelsen fra parret.