Højere fiskekvoter er 300 millioner kroner værd

Stigninger i kvoterne for flere vigtige fiskearter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat kan give fiskerne store millionindtægter i det kommende år.

Foto: Anders Munk Povlsen, TV MIDTVEST

Danske fiskere kan i det kommende år hive flere fisk i land i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Danmark har i EU fået forhandlet sig frem til kvotestigninger for en række vigtige arter. Der er blandt andet udsigt til fine stigninger i kvoterne for torsk i Nordsøen og Skagerrak. Også kvoten for rødspætte i Skagerrak og jomfruhummer og tunge i Skagerrak og Kattegat får et løft.

Det giver dansk fiskeri gode muligheder for at øge omsætningen i 2017. Beregninger fra NaturErhvervstyrelsen viser, at værdien af de danske fiskeres landinger potentielt kan stige med cirka 300 mio. kr., hvis priserne i 2017 ligger på samme niveau som 2016, og alle kvoter bliver fuldt udnyttet.

Optimisme på havnen 

På fiskerihavnen i Thyborøn er optimismen da også til at spore. Efter tidligere års nedgang, har de i år haft gode fangster, der kan mærkes på bundlinjen.

- Prisniveauet har hævet sig, fiskeriet er godt og såmænd også vejret på havet har været godt i år, siger Alfred Fisker Hansen, der næstformand i Thyborøn Fiskeriforening.

Fiskeriforeningen forventer 2017 på havet bliver mindst lige så godt. 

- 2016 har været et godt år og fremtiden ser jo lys ud i forhold til prisniveau og rådgivning, fortæller Alfred Fisker Hansen.

Det er ikke alle kvoter, der normalt udnyttes fuldt ud, og derfor vurderer NaturErhvervstyrelsen, at stigningen i landingsværdierne snarere vil være ca. 200 mio. kr. i 2017 forudsat uændrede priser fra 2016.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi kan sende dansk fiskeri ind i det nye år med markante kvotestigninger, der kan mærkes på bankbogen. Regeringen har arbejdet målrettet på at sikre stigninger i kvoterne for vigtige arter som torsk og rødspætte, og hvis kvoterne bliver udnyttet godt, er der mange millioner at hente for dansk fiskeri, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

De vigtige industrikvoter for brisling i Nordsøen og tobis i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat indgår ikke i beregningerne. For disse arter bliver de endelige kvoter for 2017 først fastsat på et senere tidspunkt.