Høje priser i de største byer får boligkøbere ud i landet

Salget af huse uden for de største byer vinder frem, mens antallet af handler falder i København og Aarhus.

Lemvig er sammen med Silkeborg og Kolding blandt de tre kommuner, hvor hussalget er steget mest siden sidste år.
Lemvig er sammen med Silkeborg og Kolding blandt de tre kommuner, hvor hussalget er steget mest siden sidste år.
Foto: TV MIDTVEST

Der er blevet solgt knap 41.100 villaer og rækkehuse i årets første ti måneder.

Det er to procent flere end samme periode sidste år og næsten dobbelt så højt som i 2011, hvor finanskrisen stadig kradsede. Det viser tal fra boligsiden.dk.

Fremgangen i hushandlerne fordeler sig bredt over hele landet, men det er er især uden for de store byer, at der er gang i salget.

- Det går rigtig godt i Danmark. Det er især uden for de store byer, at man får rigtig meget hus for pengene, og det er et godt tidspunkt at købe nu, fordi renten fortsat er fordelagtig, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Blandt de store byer er det kun i Odense, at hussalget er steget i 2018.

I Jylland er Lemvig, Silkeborg og Kolding de tre kommuner, hvor hussalget er steget mest siden sidste år.

Til gengæld er tendensen i hovedstadsområdet, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og på Sjælland, at antallet af handler toppede mellem 2015 og 2017.

- Priserne har været stigende i lang tid. Det har gjort, at mange tænker, at nu er det lige dyrt nok for mig, og så kigger de i stedet uden for de største byer, siger Birgit Daetz.

Salget af ejerlejligheder har modsat husene været mere afdæmpet i 2018.

I årets første ti måneder er salget faldet med 11 procent sammenlignet med sidste år.

Det dækker over et dyk i antallet af handler på 17 procent i København og 13 procent i Aarhus.

- Priserne har kun haft kurs op gennem en længere periode, og det gør, at færre kan være med, siger Birgit Daetz.

Derudover peger hun på, at reglerne for at låne penge til boligkøb blev strammet fra årsskiftet.

Reglerne betyder blandt andet, at husstande med høj gæld ikke kan få realkreditlån med kort løbetid og afdragsfrihed.

Desuden er der nye boligskatter på trapperne fra 2021, og det har især ramt salget af projektlejligheder.

- Man er usikker på, hvad det er for en beskatning, man flytter ind til, og det får nogle til at holde igen, siger Birgit Daetz.

2:08
Se indslag fra tidligere på året, hvor tal fra Boliga viste, at vestjyske boliger til salg har nogle af de de længste liggetider i landet.