Høje mælkepriser gav landmænds økonomi et boost i 2017

Økonomien hos landmændene nød godt af, at de fik flere penge for deres varer og samtidig havde færre udgifter.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at landmændene havde et godt år i 2017.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at landmændene havde et godt år i 2017.
Foto: Michael Bothager / Ritzau Scanpix

Økonomien var den bedste i årevis hos de danske landmænd i 2017. Det skriver Danmarks Statistik.

- Landbrugets bruttofaktorindkomst for 2017 er foreløbigt opgjort til 31,5 milliarder kroner, hvilket er det næsthøjeste resultat siden 1990, kun overgået i 2012, lyder det.

Bruttofaktorindkomsten steg med 10,1 milliarder kroner i forhold til året før. Det svarer ifølge Danmarks Statistik til en forbedring på 47,2 procent i forhold til året før.

Bruttofaktorindkomst er det beløb, der er tilbage efter udgifter til forbrug i produktionen, skatter og afgifter.

Økonomien hos landmændene nød godt af, at de fik flere penge for deres varer, men samtidig brugte færre i produktionen.

- Udviklingen skyldes især en stigning i værdien af de animalske produkter, samt at forbruget i produktionen faldt. I 2017 var værdien af både svin og mælk rekordhøj, mens indkomsten i 2012 blandt andet var påvirket af meget høje priser på pelsdyr, lyder det.

/ritzau/