Hobrovej ved Virksund genåbnet efter lastbilulykke

En lastbil ramte onsdag en betonbro ved Hobrovej nær Virksund og spærrede vejen i flere timer. Vejen er nu genåbnet.

Bro Hobrovej Virksund
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST

Det meste af onsdag aften knoklede brandfolk fra Nordvestjyllands Brandvæsen, så Hobrovej kunne åbne igen, efter en lastbil havde ramt en bro ved Strandetvej, som krydser Hobrovej,

Lastbilen med anhænger væltede, og der kom store skader på broen og vejbanen.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at vejen genåbnede omkring midnat, men selv om bilisterne nu igen må køre under broen på Hobrovej, er den fortsat spærret for overkørsel.

- Ind til broen er repareret, er Strandetvej afspærret ved broen, der ligger ved Lund mellem Ørslevkloster og Virksund, siger vagtchefen.

Hullerne i asfalten blev lappet onsdag aften.

Der var ingen personskade i forbindelse med uheldet.