HK MidtVest: Tag en praktikant

1699 unge står uden praktikplads i Region Midtjylland. Det er en fordobling siden 2008.

 

HK MidtVest går nu ud med en appel til erhvervslivet i Midt og Vestjylland. Overvej en ekstra gang, om der skulle være plads til en praktikant i virksomheden. Man kan for eksempel indgå en kombinationsaftale mellem flere virksomheder. 

- Nok er der fra Christiansborg taget nogle initiativer i den såkaldte "unge pakke", men virkningen er tilsyneladende stærkt begrænset. Med den nuværende kurs kan vi meget vel komme til at mangle uddannet arbejdskraft, når konjunkturerne vender. Hvert eneste ungt menneske, der ikke får en uddannelse er et tab for samfundet. Det har vi ikke råd til, siger den lokale formand for HK MidtVest, Karin Østerby.

En katastrofe for fremtiden

1699 unge mennesker i Region Midtjylland lige nu og mangler en praktikplads for at kunne gøre deres erhvervsuddannelse færdig.  Det er mere end en fordobling siden 2008, og det er ifølge Karin Østerby en katastrofe for fremtidens arbejdsmarked.

 - Det er fuldstændig rystende, at vi nu står med reel risiko for at tabe en hel generation af unge på gulvet. Det er på alle måder utilfredsstillende, at vores unge ikke kan færdiggøre deres uddannelse, fordi de ikke kan få praktikplads, siger den lokale formand for HK MidtVest.

Mangelen størst i Region Midtjylland

Det er Region Midtjylland, der har den største stigning på landsplan. På landsplan mangler der lige nu ikke mindre end 7195 praktikpladser. Tallet er, i forhold til et år tidligere, steget med 84,7%. I 2009 blev der indgået 20% færre praktikpladsaftaler end i 2008.