Hjernetræning hjælper Anton: Han er blevet meget mere rolig

12-årig med autisme og ADHD træner hjernen, mens han ser film med elektroder på hovedet.

02:23

12-årige Anton Krog fra Lind ved Herning. Se indslag om den specielle hjernetræning her. Video: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Børn og unge med autisme, ADHD, stress og depressioner kan have stor glæde af at træne hjernen ved hjælp af elektroder, der sættes på hovedet og måler aktiviteten i hjernen.

Sådan lyder konklusionen fra sundhedsklinikken EEG Training Midt i Aarhus - og forældre til flere af de børn, der har prøvet den specielle træning.

- Potentialet er virkelig stort. I dag har vi omkring 50.000 børn, der går i specialklasser. Jeg vil sige, at 40 procent af de børn vil få så meget gavn af træningen, at de ville kunne vende tilbage til normalklasserne, siger Conni Krarup Andersen, der er seniortræner ved EGG Training Midt.

For 12-årige Anton Krog fra Lind ved Herning har hjernetræningen gjort en forskel. Anton lider af autisme og ADHD og har ikke gået i skole i to år. Han begyndte på træningen i februar, og hans mor Pernille Krog fortæller, at han er blevet bedre til at koncentrere sig.

- Han er blevet meget, meget mere rolig, fattet og samlet. Han sover bedre om natten, og koncentrationen er bedre. Han virker robust og klar til at møde de ting, han skal ud i, fortæller Pernille Krog.

Daniel er blevet integreret i klassen

Niårige Daniel Lauritzen fra Herning har også haft gavn af behandlingen. Tidligere havde han sin mor eller en støttelærer med i skole, men det er ikke længere nødvendigt, fortæller hans mor Conni Lauritzen.

- Det var svært for ham at være i skolen. Han var meget larmende og kunne ikke sidde stille. Men nu er han faktisk integreret i klassen igen, siger hun. 

Træningen forgår på den måde, at man har elektroder på hovedet samtidig med, at  man ser en film. Elektroderne måler hjernens aktivitet, og når aktivitetsniveauet er passende, belønnes hjernen ved, at der kommer et større billede og bedre lyd på filmen.