Hjerneskadet: Musik gør det nemmere at tale

I Hammel bruger de musikken i genoptræningen af hjerneskadede. Resultaterne er så gode, at det har sat gang i et nyt forskningsprojekt.

Socialpædagog Marianne Fog Martinsen spiller og synger med Rune Kiel Daugaard, som er beboer på Botilbuddet Tagdækkervej.
Socialpædagog Marianne Fog Martinsen spiller og synger med Rune Kiel Daugaard, som er beboer på Botilbuddet Tagdækkervej.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Rune Daugaard er ramt af muskelsvind, og han er afhængig af en respirator for at kunne trække vejret - og for at synge.

- Det betyder rigtig meget for mig at synge, fordi alle følelser er tilladt. Det er de ikke på samme måde i en samtale, siger han.

Gennem de sidste seks år har han spillet musik sammen med socialpædagog Marianne Fog Martinsen, og hun har oplevet en enorm udvikling hos Rune.

 - Jeg har mærket, at Runes tale i hverdagen er blevet nemmere at forstå med de andre borgere og med de andre personaler. Det er så simpelt et redskab at gå ud og sidde at synge. Om det er en guitar eller du sidder og synger - det er så simpelt, men det giver så meget glæde, siger hun.

På Botilbuddet Tagdækkervej i Hammel bliver musikken brugt i genoptræningen af hjerneskadede, og resultaterne er så gode, at det har givet ideen til et nyt forskningsprojekt. Lektor i pædagogik Tove Stenderup har fulgt arbejdet og er nu halvvejs i en Ph.d.-afhandling, der netop handler om brugen af musik i genoptræning af hjerneskadede. 

- Der er lavet mange undersøgelser, som viser at musik - og særligt rytmen i musikken - kan være med til at styrke motorik, styrke sprog og forskellige andre ting. Men der er også noget helt andet: det at være sammen om musik, det at musik påvirker én i nogle stemninger. Det at man laver musik sammen med andre, siger Tove Stenderup, der arbejder på VIA i Ikast. 

Det er meningen, at Ph.d.-projektet skal udbrede erfaringerne med musikterapi og samtidig gøre det nemmere at forstå og anvende for pædagogerne ude i kommunerne, så det ikke nødvendigvis altid kræver en musikterapeut.

- Det kræver jo, at man bliver opmærksom på det, og at man får vist nogle veje. Måske får ændret lidt på nogle uddannelsesforløb eller noget efteruddannelse, men det er jo ikke en dyr investering, for der skal ikke ske noget ud over det, der egentlig sker, men man arbejder sammen med borgeren på en anden måde, siger Tove Stenderup

På botilbuddet i Hammel har musikken betydet, at Rune Daugaard nu tør drømme om fremtiden. 

- Jeg drømmer om at være sanger, men det er hårdt. Det kræver noget arbejde, siger han.

- Ja, men vi er heller ikke færdige med at træne endnu, smiler Marianne Fog Martinsen.

De endelig resultater af forskningsprojektet er først klar til offentliggørelse i begyndelsen af 2019. 

På botilbuddet i Hammel er musik blevet en uundværlig del af hverdagen.
På botilbuddet i Hammel er musik blevet en uundværlig del af hverdagen.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST
2:36