Hjemvendte soldater får mén

Mange soldater har problemer med fysikken eller psyken efter international tjeneste - alligevel klarer de sig godt.

170112_Soldat.jpg

Mere end hver femte soldat, der har været udsendt i international tjeneste, har fået fysiske eller psykiske mén.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har gennemført blandt 3000 veteraner.

Soldaterne har været udsendt til international tjeneste i det tidligere Jugoslavien, Irak eller Afghanistan, og undersøgelsen konkluderer, at de - trods de fysiske eller psykiske mén - generelt klarer sig godt.

Drikker mindre og ryger mere

Alligevel siger lederen af forskningsprojektet, seniorforsker Stéphanie Vincent Lyk-Jensen, at der er grund til at tage problemet alvorligt.

- Undersøgelsen viser, at veteranerne også mange år efter udsendelsen kan opleve, at de har fået følgevirkninger. Det giver anledning til at rette opmærksomheden mod de nyeste generationer af soldater, der kun i begrænset omgang er med i undersøgelsen, men som jo i højere grad end tidligere har deltaget i reelle krigshandlinger, siger Stéphanie Vincent Lyk-Jensen.

SFI konkluderer også, at veteranerne drikker mindre end resten af befolkningen  - til gengæld er der flere rygere blandt de hjemvendte soldater, og flere af dem har eksperimenteret med euforiserende stoffer.

 Eksternt link - læs mere om undersøgelsen her